Vil du tilbage i form efter din fødsel og få styrket din core og bækkenbund samt få en bedre holdning og samlet de delte mavemuskler rigtigt igen? Så er denne træning for dig!
Efter fødslen oplever mange at man glemmer sig selv, sin krop og eget velbefindende. Dette er hverken godt for dig eller baby, da du ikke kan være den mor du gerne vil være, hvis du ikke passer på dig selv.
Det bedste du kan gøre for dig og din baby er at komme afsted til træning. Efterfødselspilates er sammensat sådan at du får trænet hele kroppen, samtidig med at det foregår på babys præmisser. Her er der plads til både vågne og sovende babyer. Jeg ligger et skumgulv i midten og så tilpasser jeg øvelserne sådan at dem med vågne babyer, også får noget ud af træningen. Baby vænner sig til lokalet efter et par gange, men forvent altid lidt kaos i starten ;) Det ender tit med at en eller flere af babyerne falder i søvn til afspænding - nogle gange sammen med sin mor - meget velfortjent :)
Træningen vil have fokus på at få en evt. rectus diastase (delte mavemuskler) samlet så meget som muligt, få en bedre kropsholdning samt en stærk bækkenbund, ryg og core. Dette vil på sigt føre til en fladere mave og mere struttende balder;) Men hovedformålet med træningen er at du får en stærk, sund og smidig krop som kan holde til det du byder den :)